Havørne i det sjællandske morænelandskab
Landskabet omkring Tystrup-Bavelse Søerne består af et herregårdslandskab med store skove- og landbrugsområder. Den sydlige og østlige del af området gennemløbes af Susåen.
Både søerne og åen anvendes flittigt til kanosejlads og lystfiskeri. Ved Tystrup Sø kan man siden 2003 opleve et ynglende havørne par.

Naturen
Omkring en tredjedel af området er dækket af skove, hovedsageligt løvskove med veludviklede ege- og bøgetræer. Omkring selve Tylstrup-Bavelse Søerne findes mange moser og overdrev, der sammen med søerne og Susåen byder på godt vilkår for plante- og dyrelivet. Særlig gunstige er forholdene for vand- og sumpplanter, rastende ænder og gæs samt store rovfugle – herunder havørnen.
Om havørnen
I næsten 100 år har der ikke været ynglende havørne i Vestsjællands Amt. Men 2003 skulle vise sig at være året til et behageligt gensyn. Ved Tystrup sø fik et havørnepar 1 unge på vingerne i 2003, 2 unger i 2004 og ret usædvanligt fik parret i 2005 hele 3 unger på vingerne.
Havørne kan blive meget gamle (25 - 40 år) og bliver normalt boende på samme sted, hvis de får lov til det. Parret holder sammen hele livet og de er i området hele året. Hunnen er den største og de gamle fugle har lyse hoveder, hvid hale og gult næb. Unge fugle er mørkere.
Ynglebestanden er lille i Danmark.
Hvis man vil prøve at få et glimt af havørne ved Tystrup sø, er P-pladserne på syd/vestsiden af søen og det offentlige areal ved Hørhaven et godt sted at starte. Husk en god kikkert. Havørnen er en meget sky fugl, der ikke tåler forstyrrelser i yngleområdet, så hold en afstand på mindst 300 meter til ørnene.
Læs mere
Geologi
De to langsøer, Tystrup og Bavelse, udgør det mest markante landskabselement i et tunneldalssystem, der strækker sig fra Næstved til Sorø. Det er dannet i slutningen af sidste istid, for ca. 15.000 år siden. Søerne er omgivet af et storslået landskab af højtliggende, stærkt kuperede moræneflader, og de gennemstrømmes af Sjællands længste og mest vandførende å, Suså.
Inspiration til andre aktiviteter i området