1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til brødkrummen
  4. Gå til indhold
  5. Gå til moduler
  6. Gå til værktøjer
  7. Gå til adresseinformation

Livø

 

En naturperle midt i Limfjorden, som byder på bl.a. et rigt dyreliv samt en spændende og alsidig natur

 

 Landbrug  Naturvejledning  Lejerskoleophold
 Landbrug   Naturvejledning   Lejrskoleophold
     
 Overnatning   Færgeforbindelse   Kort og foldere

Livø er berømt for sin meget varieret natur. Næsten alle almindelige danske naturtyper findes på øen. At man på kun godt 300 ha kan have en så varieret natur er unikt! Omkring en tredjedel af øen drives som økologisk landbrug. En anden tredjedel er hede eller overdrev, og resten skov.

Langs kysten varierer naturen fra flade strandenge til tørre overdrev, stejle skrænter og udskridende kratbevoksede skråninger. En stor del af skoven består af gammelt egekrat med nåleskovspartier, som nu stedvis er præget af stormfald. De ældste af egetræerne i Nørreskoven er fra 1600-tallet, hvor eg og hassel var dominerende på øen. Siden er der plantet andre træarter som ask, skovfyr og østrigsk fyr.

Der er mange små vældområder, så øen har flere mindre søer og moser med birk, el og tagrørspartier.

Hvor jordbunden er meget sandet har skoven ikke kunnet klare sig for menneskets virketrang, så der er der hede. Dele af den oprindelige hede er blevet opdyrket til landbrug, og andre dele er groet til i enebærkrat, som med tiden vil ændre sig til egekrat, mens andre dele stadig er lynghede.

Livø´s bebyggelse ligger nedenfor den gamle fjordskrænt, derfor ses ingen huse på selve øen, og det giver et herregårdsagtigt landskab med store marker, skovbryn og ingen bygninger. De nuværende bygninger på Livø vidner om tiden fra 1911 til 1961, hvor øen var hjemsted for Den Kellerske Åndssvageanstalt. I hele perioden blev Livø anvendt som internat for kriminelle åndssvage, som blev beskæftiget ved landbrug.

Da landsbyen Vitskowel i 1157 blev skænket til Cistenciensermunkene af Kong Valdemar den Store fulgte ejerskabet til Livø formentlig med. Livø hed dengang Lygh, og øen stadfæstes i 1253 som hørende til klostret i et brev fra Kong Christopher den 1.

Heri hedder det, at øen råder over et "et Hus og Harer" - og man kan antage, at der har ligget i hvert fald en jagthytte på øen.

Livø blev bestyret af abbederne i Vitskøl Kloster frem gennem de kommende århundreder. Da kongen i 1563 overtog klostret og godset, kom Livø således under Kronen. Dog kun i 10 år, indtil Bjørn Andersen til Stenalt overtog klostret og opkaldte det efter sig selv til Bjørnsholm.

Livø var på den tid "på det meste overalt med en Hesselskov begroet", hedder det i Arent Berntsens beretning, Danmarks og Norges Frugtbare Herlighed, trykt i Bergen 1656. Her fortsættes : "hvilken giffver saa offverflødige Nødder, at foruden de, som deraff indsamlis, nogle Hundrede Sviin derved kand feedis".

Skov på Livø

I 1769 hedder det i 5. bind af Den Danske Atlas, København: "Der findes en høj, kaldet Hesselbjerg. Noget Hedeland ligger her udyrket, som tildels bruges til Græsning, saa at dette Land kunde nære flere Indbyggere end de tvende Familier, der findes. Bygningerne består alene i tvende store Bøndergaarde og et lidet Capel". De tvende bøndergaarde, som omtales, var bortfæstede til Poul Pedersen og Laurs Christensen.

I tiden fra 1911 til 1961 var øen hjemsted for en afdeling af Den Kellerske Åndssvageanstalt. I hele perioden blev Livø anvendt som internat for kriminelle åndssvage, som blev beskæftiget ved landbrug.

Landbrug

Skov- og Naturstyrelsen, Himmerland har valgt selv at drive landbruget på Livø. Landbruget er på godt 100 ha . Og det drives økologisk med en besætning på ca. 55 Angus – ammekøer.

Skov og Naturstyrelsen har udgivet en folder omkring det økologiske landbrug på Livø.

Landbruget på Livø er tilknyttet Økologisk Landsforenings ordning med "økologiske skolegårde", hvor det er muligt for en skoleklasse at besøge gården og få vejledning, indblik og praktiske opgaver omkring økologisk landbrug.

Naturvejledning

På Livø kan vi tilbyde dig ture med guide eller naturvejleder.

Udsigt fra Livø

Vi kan tilbyde ture hvor landmanden tager dig med i stalden og på markvandring, og fortæller om driften af et økologisk landbrug i forhold til ’’traditionelt’’ landbrug.

Er du mere til historie, har vi ture arrangeret af nogle af øens faste beboere - Skipperen eller landmandens kone, der kan berette om tiden fra 4000 år f.kr. med de første spor af mennesker på øen, og hvad ’’Blodgildet i Roskilde’’ år 1157 har med Livø at gøre. På turen fortælles også om byen på øen, som bl.a. husede åndssvage og derimellem mange kriminelle, det kan som kuriosum nævnes at øen har egen fængselscelle!

Vil du hellere en tur i skoven eller til fjorden, arrangere naturvejlederen en gåtur rundt på øen, hvor vi ser og hører om den spændende og afvekslende natur, med de mange naturtyper f.eks. den gamle ege-hasselskov, nåleskoven og den åbne hede som til stadighed skal plejes, hvis den ikke skal ’’springe’’ i skov.

Udsigt fra LivøEr du i tvivl om, hvilke tilbud du skal vælge, kan vi kombinere turene, eller lave en tur som er tilrettelagt så den passer til dit behov.

Vil du opleve Livø på en anderledes og spændene måde, så kontakt Naturvejlederen på Skov- og Naturstyrelsens afdeling Himmerland, tlf. 98 39 10 14 eller direkte 20 66 97 92

For lejrskoler og andre interesserede henviser vi til folderen om naturvejledning på Livø, hvor der også er andre tilbud. Folderen kan hentes på styrelsens hjemmeside.

Turenes længde kan variere fra 2 - 4 timer.

Prisen for narurvejledning er som minimum 700,- for de to første timer, herefter 250 kr./t. + 50% i weekend og udenfor normal arbejdstid.

Lejrskoleophold

Livø er et oplagt sted for lejerskoleophold, da øen kan tilbyde frisk luft og spændende naturoplevelser. Der kan lejes feldtlaboratorium/ biologilokale ved Livø feriecenter, som ligeledes tilbyder overnatning med helpension mod betaling.

Ophold for større grupper bør reserveres hos Livø Feriecenter i god tid.

For flere oplysninger vedrørende lejerskoleophold besøg 

Lejrskolemappe
Aalborg Seminarium har for Skov- og Naturstyrelsen, Himmerland udarbejdet et materiale til brug for lejrskoleophold på øen. Materialet kan frit udskrives og kopieres til undervisningsbrug, men må ikke anvendes til kommercielle formål. Da materialet er ret omfattende, er det af praktiske årsager lagt ud i pdf-format. Det er ikke redigeret, men fremtræder som det er udarbejdet af Aalborg Seminarium. Seminariet skriver bl.a.:

Denne tekstsamling har til formål at give undervisere fra børnehaveklassen til afgangsklasserne på gymnasiet/HF inspiration til ekskursioner og feltarbejde under et ophold på Livø. Den henvender sig til fagene natur/teknik, biologi, geografi og naturgeografi. Materialet er ikke grydeklart. Læreren må sætte sig ind i det og foretage en udvælgelse af aktiviteter og tilpasse dem ved selv at redigere i teksterne inden de bruges i den konkrete klasse (læs mere under naturfag, lærervejledning i lejrskolemappen).

 

Overnatning

Livø feriecenter har ud over feriecentrets overnatningsfaciliteter også en campingplads, købmandsbutik, kro og lystbådehavn. Åbningstiden er fra 15. april til 15. oktober. Det anbefales forud at reservere værelser på feriecentret. Ud over på campingpladsen er det ikke tilladt at campere på øen.

Find yderligere information om overnatningsmuligheder og priser på Livø feriecenters hjemmeside.

Færgeforbindelse

Livøs lystbådhavnLivø besejles i perioden 15. april – 15. oktober med en personfærge fra Rønbjerg Havn, hvor biler og motorkøretøjer parkeres. Selv cykler bør ikke medbringes til Livø, da afstandene på øen indbyder til gåture. Sejltiden er ca. 20 minutter. Det er et privat rederi, Miniline I/S, der besejler ruten. I vinterhalvåret besejles øen af Skov- og Naturstyrelsens egen lille færge, som kun er til brug for øens alm. drift og for de 3 fastboende familier. Besøg evt. Minilines hjemmeside for yderligere information. Øen har endvidere sin egen lystbådhavn.

 

 

 

Kort og foldere

Skov og Naturstyrelsen har udgivet følgende foldere over Livø:

 

Du kan finde kort via følgende link:

 

Ligeledes findes en hjemmeside med flere oplysninger om Livøs natur og kulturhistorie (dansk og tysk):

 

stolpen
Senest opdateret
af