Naturø kun 12 km fra Rådhuspladsen
Saltholm er en 16 km2 stor, flad ø midt i Øresund. Den har en uberørt natur, og de 20.000 ynglende fugle og den lille sælkoloni er med til at gøre øen berømt. Øen blev dannet efter stenalderen. Siden middelalderen og op til 1935 blev der udvundet kalk, som blandt andet blev brugt til fremstilling af den kendte Kastrup Fajance.
På Saltholm og på Amager findes, som de eneste steder i Danmark, blå iris. Den blomstrer i juni.
Saltholm blev fredet i 1983. Bortset fra enkelte gårde, en kro og et par sommerhuse, har øen ingen bebyggelse. Øen kan kun nås med egen båd eller ved forudbestilling af bådtaxa.

Naturen
Det lavvandede farvand omkring Saltholm er et meget vigtigt fødesøgningsområde for vandfugle. Snegle, muslinger, orme, krebsdyr o.a. forekommer sammen med fisk og fiskeyngel i store mængder. Herudover er der store frodige undervandsbevoksninger af hav- og ålegræs. Foruden at være en vigtig yngleplads er Saltholm og det omkringliggende fladvand et betydningsfuldt rasteområde for vandfugle i tusindtal. Om vinteren ses havørn og vandrefalk, der jager de mange svømmeænder, som holder til i fladvandet. Området er derfor udpeget som særligt fuglebeskyttelsesområde.
Grønbroget tudse er almindelig og der er registreret såvel almindeligt firben som markfirben på øen. På småøerne Svaneklappperne mod sydøst holder Øresunds sidste spættede sæler til.
Plantelivet er præget af en rig variation af både kalkelskende og saltelskende arter. På øen og på Amager findes, som de eneste steder i Danmark, blå iris, der blomstrer i juni.
For at bevare naturen på Saltholm afgræsses øen af kreaturer. Vandet i undergrunden er ret saltholdig og udrikkelig for mennesker, men kreaturerne vænner sig hurtigt til det oppumpede vand. Der er ingen elektricitetsforsyning, men man får strøm fra solenergi eller en generator.
Læs mere
Geologi
Saltholms overflade var havbund i stenaldertiden. Øen består af kalksten, som under istiden blev slebet plan af ismasserne. Kalken er kun dækket af et tyndt jordlag.
Bortset fra enkelte høje ligger størstedelen af Saltholms overflade meget lavt, og store dele af øen oversvømmes derfor af havet i vinterhalvåret.
Vestkysten og sydkysten er meget lave og præges mest af mange småholme og stenklynger. Østkysten er noget højere end vestkysten og er delvis udlignet med strandvolde. Tidligere brød man kalk på Saltholm.
Et besøg værd
Øen ejes af grundejere på Amager og bestyres af Saltholmsejerlauget, der købte øen af Staten i 1873 for 31.000 rigsdaler.
Hvis man ikke selv har båd, er der ikke så mange muligheder for at komme til Saltholm, men Allan Frederiksen (32 51 81 39 eller 20 77 78 01) foretager sejladser til øen. Man kommer med båd til Barakkebroen, anlagt i 1700-tallets begyndelse. Lusebroen syd herfor er også tidligere benyttet.
Det er kun tilladt at gå i land på Saltholm via Barakbroen.
I perioden 1. april - 16. juli hvert år, er den er der fra Holmegården og syd på, lukket for offentligheden på grund af fuglenes yngletid. Den sydligste del af Saltholm er lukket for færdsel helåret, hvilket også gælder de lavvandede område omkring sydøen og Svaneklapperne.
Inspiration til andre aktiviteter i området