Ridning er en populær fritidsaktivitet i Danmark. Mange holder af at nyde naturen fra hesteryg, hvor man kan komme særligt tæt på dyrene og bevæge sig over store naturområder.
Denne side giver information om de muligheder, der findes for at ride i naturen, de regler som gælder, samt tips og råd til hestefolket om ridning i naturen.

Hvis ikke du har din egen hest, så findes der flere steder i Danmark, hvor man kan leje heste. Vestkystens strande og klit-plantager, Mols Bjerge og flere af vore øer er oplagte turmål. I mange stats- og privateskove er der anlagt deciderede ridestier, der strækker sig over større afstande.
Takt og tone
Benyt helst ridestierne. Heste i hurtige gangarter som trav, tølt og galop, ødelægger nemlig skovvejene for cyklister, barnevogne, kørestole og dårligt gående.
Rid så vidt muligt i rabatten ved ridning på grusveje.
Tag ned i skridt og hold til højre, når du passerer gående og cyklister.
Passér altid andre ryttere i skridt.
Kævler, stabler, diger og grøfter må ikke bruges som spring.
Vis hensyn over for andre og naturen.
Vær opmærksom på, at der omkring København er særlige regler for ridning på en række af deres arealer.
Ud i naturen
Det kræver ikke forudgående kunnen at tage på tur på hesteryg. Hestene klarer de små forhindringer undervejs og kan såmænd også selv finde hjem, hvis det skulle blive nødvendigt. Ridning giver overblik over landskabet samtidig med en stærk følelse af samhørighed med hesten. Som udgangspunkt vil koldblodshest være de bedste til længere ture. Eksempelvis islandske heste er meget brugt.
Ridning er også fartglæde. En galoptur ud over stubbemarkerne, eller ad dertil indrettede skovstier, er den største fryd.
Er man på farten hele dagen i en gruppe, kan man med fordel ha følgeskab af en heste-vogn, hvori bagage og proviant transporteres. Og bliver man for øm af at sidde i sadlen, kan man tage en pause i hestevognen. En anden turform er vandretur med følgeskab af en trækhest eller to, som bærer bagagen.
Påklædning og udstyr
Indenfor turridning er der ikke des tore krav til påklædning. Det vigtigste er at du har noget tøj på som holder dig varm og giver dig bevægelsesfrihed, hvis farten skal op. Af samme grund er det også en god idé at klæde dig på efter flerlagsprincippet, så du kan regulere temperaturen. Det vigtigste udstyr er en ridehjelm. Udstyret til hesten vil være det samme, som ved daglig ridning - et hovedtøj og en saddel. Lejer du en hest følger der altid sadel og hovedtøj med i lejemålet.
Overnatning
Overnatning kan foregå på de primitive overnatningspladser. Du vil dog være begrænset af, at der skal være vand i nærheden og at der skal være en fold til hesten.
Hvis du vil vide mere...