Bestilling af sankekort marts 2010 er AFLYST på grund af vintervejret.
Der er stadig så meget sne og frost i skovbunden, at vi ikke kan nå at afvikle sankesæson marts 2010.
På grund af sneen er det stadig ikke muligt for os at markere sankeområderne, og selvom sneen forsvandt over natten, vil vi ikke kunne nå at afvikle hele sankeperioden inden udgangen af april.
På det tidspunkt er det vigtigt at der er så få forstyrrelser som muligt, både af hensyn til de mange skovgæster som traver foråret i møde, men også af hensyn til fx råvildtet, som i den periode sætter lam. De sankeområder, der nu ikke kommer til salg i marts, vil naturligvis blive medtaget når vi starter den ordinære efterårs sankning i uge 36.
Det samlede salg af sankekort vil derfor blive på niveau med de øvrige år. Vi beklager naturligvis overfor de mange brændesankere, som havde set frem til at få brændet under tag inden sommeren. |
Det er muligt at sanke brænde 2 gange om året - i marts og oktober måned.
Månederne er valgt med omtanke, idet der skal tages hensyn til andre skovgæsters ønske om en stille skovtur og skovens dyre- og planteliv.
Et sankekort giver sædvanligvis ret til at samle op til 3 rummeter (rm) løvtræ i et bestemt afgrænset område af en skov. Sankebrænde består oftest af rester fra skovning - aldrig fældning af stående træer.
Et sankekort koster 600,- kr. inkl. moms for 3 rummeter (pr. 1/10-08).
Sankekort kan kun bestilles i uge 6 og uge 36 ved at udfylde bestillingsformularen.
I formularen kan man kun vælge de skove, hvor der aktuelt er sankekort til salg.
(Kun aktiv i uge 6 og 36, fra mandag kl. 06.00 til søndag kl. 24.00)
Hvis der er flere bestillinger end antal sankekort, vil tildelingen ske ved lodtrækning, idet hver køber i så fald kun kan deltage med ønsket om køb af 2 sankekort. Vi vil dog tilbyde alle 1 sankekort før nogen får 2 sankekort.
Hvis du bliver tildelt sankekort ved lodtrækningen, får du svar pr. mail senest med udgangen af henholdsvis uge 9 og 39, om du kan købe sankekort. Køberne som i første omgang ikke bliver udtrukket får ikke et særskilt afslag, men kan i uge 9 og 39 på hjemmesiden se, om der er uafhentede sankekort til salg.
Hvornår og hvordan må jeg sanke?
Oparbejdning og afhentning kan finde sted i hele henholdsvis marts eller oktober måned.
Motorsav må anvendes kl. 7-18 på hverdage og kl. 7-14 om lørdagen.
På andre tidspunkter må der af hensyn til andre skovgæster og evt. naboer kun anvendes håndsav.
Tilladelse til kørsel til sankeområdet kan gives, hvis afstanden fra nærmeste offentlige vej er større end 4-500 meter.
Når sankebrændet skal hentes, har man naturligvis ret til motorkørsel. Det vil af sankekortet fremgå, hvordan og hvornår brændet kan hentes. Brændet skal dog senest afhentes inden udgangen af den pågældende sankemåned.
I tilfælde af at der ligger så meget sne eller is at det umuliggør sankning og afhentning, bliver denne frist forlænget. Information om dette vil fremgå af denne side.