1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til brødkrummen
  4. Gå til indhold
  5. Gå til moduler
  6. Gå til værktøjer
  7. Gå til adresseinformation

Velkommen i skoven

Skoven skal både benyttes og beskyttes, og det er vores mål at give Storkøbenhavns indbyggere gode friluftsoplevelser i skovene. De fleste skove har rigtig mange besøgende hver dag.

Vi håber, at du som skovgæst vil huske på at du er gæst i skoven og derfor tager hensyn til de faste ”indbyggere”: skovens dyr og planter.

Det er også vigtigt, at du respekterer og tager hensyn til, at andre skovgæster har andre formål med deres skovtur, hvad enten de studerer insekter, dyrker motion til fods, på cykel, til hest eller bare lufter hunden. Skovdistriktet prioriterer, at der er plads til de skovgæster, som ønsker en tur i skovens dybe stille ro, men der skal naturligvis også være plads til andre aktiviteter i skovene.

I vores administration af friluftslivet forsøger vi med regler og planlægning at forebygge konflikter og give alle en mulighed for at dyrke deres interesse på statens areal, forudsat at interessen kun kan foregå i skoven.

Et grundbegreb i administrationen er begrebet B-skove. B står for beskyttet, og i B-skovene tillades normalt ikke organiserede aktiviteter som f.eks. orienteringsløb, militære øvelser og store rollespil. Det giver lidt mere fred til dyrene og de skovgæster, som ikke ønsker at blive en del af et stort arrangement.

Du må umiddelbart færdes på vores arealer hele døgnet, og dermed også invitere venner og bekendte med på skovtur. Hvis I vil sætte poster op i skoven, kræver det en tilladelse. Du får normalt tilladelse til alle u-motoriserede løb i vores ikke-B-skove, forudsat skoven ikke allerede er optaget. Ansøgning sker online.

Regler for afholdelse af arrangementer i skoven er også beskrevet under: Afholdelse af aktiviteter. Bemærk venligst at der er regler for ophængning af poster.

 

Konflikter
De største konflikter mellem skovgæsterne vedrører motorkørsel, hundeluftning, cykling og ridning og nedenfor følger en oversigt over reglerne (se eventuelt også andre steder på hjemmesiden):

Motorkørsel: Alle undersøgelser om skovgæsternes præferencer viser, at skovens gående og cyklende gæster absolut ikke bryder sig om at møde biler i skoven. Motorkørsel er ikke tilladt i henhold til lovgivningen og en lempelig administration (f.eks. tilladelse til at køre mad og drikkevarer ind til bålpladsen) vil øge motorkørslen gevaldigt. Vi giver derfor meget sjældent tilladelse til motorkørsel, også selvom den enkelte anmodning virker rimelig og fornuftig, idet en accept – og dermed også en accept til ligestillede ansøgninger – vil give al for megen motorkørsel. Mange års erfaring har desværre vist, at det er nødvendigt at politianmelde al ulovlig motorkørsel for at sikre skovgæsterne mod motorkørsel i skoven.

Hundeluftning: I henhold til loven skal hunde være i snor når man går tur i skoven af hensyn til dyrelivet og andre skovgæster. Da mange hundeejere gerne vil lufte hunden uden snor, har en række arealer fået status som hundeskove. I en hundeskov må hunden luftes uden snor forudsat, at man har fuld kontrol over hunden. Hundeskovene ligger ofte bynært, men er ikke forbeholdt hundeluftning; det vil sige, at hundeejeren skal sikre at hunden ikke generer den løbende eller cyklende skovgæst. En oversigt over hundeskovene findes på hjemmesiden. Vi har gennem mange år forsøgt at få hundeejerne til at overholde reglerne med information og påtale. Det har desværre vist sig, at information og påtale ikke var nok til at få en stor del af hundeejerne til at overholde reglerne, så vi politianmelder luftning af hund uden snor uden for hundeskovene.

Cykling: Når der opstår konflikter er det oftest mellem den gående skovgæst og hurtige cyklister. Distriktet har etableret en særlig rute i skovene nær Værløse til mountainbikes for både at give MTB-ryttere et godt tilbud, men også for at forebygge konflikter ved at få MTB-cyklister væk fra skovvejene. Når distriktet godkender cykelløb i skovene, stilles der krav til andres skovgæsters sikkerhed.

Ridning: Vi har rigtig mange ryttere, og rytterne anmodes om at sætte sig ind i reglerne for ridning i de enkelte skove. Se linket til venstre: Ridning.

Skovdistriktet har et brugerråd, som skal hjælpe os med at følge med i brugernes ønske til arealerne. Du kan læse referaterne og se brugerrådets sammensætning på hjemmesiden under: Drift af arealerne. Hvis du har forslag til skovenes indretning, er du velkommen til at sende dem til distriktet – gerne pr. e-mail. Nogle forslag vil vi måske umiddelbart kunne opfylde, mens vi ikke har råd eller ”plads” til andre forslag – og råd og plads er ofte de begrænsende faktorer i vores bynære skove. Forslagene kan også give anledning til drøftelser i brugerrådet og dermed inspiration til andre løsninger.

 

stolpen
Senest opdateret
af