Arter
Introduktion af ikke-hjemmehørende arter sker formentlig hele året rundt. Af de arter, der introduceres vil nogle dø umiddelbart efter introduktionen, andre vil etablere sig for en kort periode eller på beskyttede lokaliteter, og en mindre del – de invasive – vil etablere og sprede sig i den danske natur.
Antal introducerede dyr og planter
I Danmark er der pr. 1/1 2009 registreret 2655 introducerede arter, heraf er der 2068 plantearter, 566 dyrearter og 21 alger og svampe. Som nævnt er det kun et fåtal af de arter, der introduceres der også bliver invasive. Af de 2655 introducerede arter i Danmark regnes 63 for invasive: 34 planter, 25 dyr og 4 alger og svampe.
Database over introducerede arter
Danmark har en database over alle introducerede arter i landet. Den ligger på NOBANIS portalen som du kan komme frem til ved at følge linket nederst på siden. NOBANIS er et europæisk samarbejde om invasive arter, som Danmark deltager i sammen med 15 andre lande. På portalen ligger der databaser for alle landene, så ønsker du kun information om arter i Danmark så marker ”Danmark” i søgefunktionen. På NOBANIS portalen kan du også finde en række faktaark om arter som et eller flere lande i regionen finder, er problematiske ud fra et biologisk eller forvaltningsmæssigt synspunkt.