Latin: Castor fiber
Engelsk: European beaver
Vidste du...?
At når bæveren slår et klask med halen i vandet, er det for at advare artsfæller om, at der er fare på færde.
Beskyttelse og regulering
Udbredelse
Bæveren opleves bedst i Klosterheden, men kan fremover også træffes i Nordsjælland, hvor en mindre familie er udsat i 2009. Den uddøde i Danmark for mere end 1.000 år siden, men i 1999 blev arten for første gang genindført i landet. Atten dyr, som var indfanget ved Elben i Tyskland, blev udsat i Flynder Å-systemet ved Klosterheden. Siden da har bæveren spredt sig, og bestanden ligger formentlig på 100-120 individer.
Udseende
Bæveren er Europas største gnaver, og den voksne bæver har en kropslængde på 95-135 cm. Halen som måler 25-37 cm er flad og bred, og den er kun pelsklædt på haleroden.
En voksen bæver vejer mellem 15 og 35 kg, og den største bæver der blev udsat i Flynder Å, vejede 29 kg.
Hovedet er relativt lille, ørerne små og næsen bred og uden hår. Ydersiden af de store rodåbne fortænder er dækket af orangefarvet emalje. At tænderne er rodåbne betyder, at de vokser kontinuerligt og slides i takt med at de bruges.
Mellem tæerne på bagfødderne er der svømmehud.
Øjnene er små og placeret højt på hovedet. Som en tilpasning til bæverens liv i vand har øjnene gennemsigtige membraner, der glider ned når dyret dykker. Membranerne hindrer at partikler og andet snavs generer eller skader øjnene.
Pelsens farve kan være alt fra gråbrun til sortbrun, men er oftest lys brun eller rødbrun.
Føde
Bæveren lever udelukkende af planter. Mens bark fra løvtræer oftest er eneste fødekilde i det sene efterår og om vinteren, består føden om foråret og sommeren af skud, knopper, blade og småkviste af løvtræer samt vandplanter og urter.
Træer som bævreasp, birk og pil foretrækkes, men på verdensplan er mere end 80 træarter og 150 arter af urteagtige planter registreret som bæverføde.
Levevis
Bæverne lever altid i tilknytning til ferskvand. Boet er oftest en hytte som dyrene bygger af grene, kviste og mudder på bredden af et vandløb eller en sø. Men boet kan også være en hule gravet ind i brinken. For at hindre rovdyr i at komme ind i boet, sikrer bæveren, at indgangen altid er dækket af vand. Er vandstanden for lav bygger bæverne derfor dæmninger.
Dyrene bevæger sig ikke særligt hurtigt på land, og den hævede vandstand sikrer derfor også, at der er dybt nok til at bæverne kan flygte på hurtigste vis, nemlig ved at svømme.
Samtidig resulterer den hævede vandstand i, at flere fødeemner bliver tilgængelig nær vandkanten og at transporten af byggematerialer og føde bliver lettere, fordi dyrene kan svømme med det. At bæverne bevæger sig langsommere på land er også årsag til, at langt de fleste fødeemner tages inden for 30 meter fra vandkanten.
Bæverne er nataktive, og deres aktive periode varer fra omkring solnedgang til tidlig morgen. I områder hvor bæverne lever meget uforstyrrede, kan de også være dagaktive.
Dyrene lever i små familiegrupper, der som regel består af det kønsmodne par, deres et år gamle unger samt det nyeste kuld unger.
Bæverne er territoriale, og de markerer territoriet ved at lave duftmarkeringer på små bunker af græs, mos eller mudder. Duftstofferne kommer fra to typer af kirtler, der udmunder under bæverens hale.
Fra bæverne er ca. to år er de kønsmodne. Der fødes kun et kuld om året, og det foregår i maj-juni. Da hunnen er drægtig i ca. 110 dage betyder det, at parringen har fundet sted i januar eller februar.
Trusler og bevaring
Fra andre lande kendes til en række sygdomme blandt bævere. Nogle af sygdommene er almindeligt forekommende hos andre gnaverarter, men om den danske bæverbestand vil blive påvirket af en eller flere af disse sygdomme, er endnu for tidligt at udtale sig om.
Bæveren klarer sig rigtig godt i Danmark. Bestanden vokser og mange andre arter slår sig ned i bæverskabte damme.
Hvis du vil vide mere